For anden semifinale i træk blev det Amager, der tog en sikker sejr over Hørsholm, der ellers var suveræne i grundspil og mellemspil. Det blev rebounds, der var altafgørende, idet Amager vandt den kamp i kampen 58-23 og dermed havde bolden 35 gange flere end Hørsholm og vandt 87-75.
Amagers store amerikaner Valerie Driscoll scorede 24 point og tog 22 rebounds og i Hørsholms forsøg på at holde hende fra bolden, blev der skabt plads til at Amagers øvrige spillere også kunne gå efter bolden.
-Vi er små i det her game, sagde Hørsholmanfører Gritt Ryder efter kampen, men så skal man bare kæmpe endnu mere. Det formår vi i perioder, men vi bliver også trætte på et tidspunkt. Og så er Leaupepe en sidssygt god spiller. Hun rammer dagen og cadeau til hende, men der skal vi sørge for at de andre ikke rammer, for hvis hun scorer 50 og de andre ikke scorer, så vinder vi nok alligevel. Vi skal hjem og arbejde indtil på onsdag.
Geraldun Leaupepe var Amagers anden dominerende spiller denne lørdag eftermiddag. Hun scorede 30 point og tog 13 rebounds, selv om Hørsholm til tider sendte to spillere på hende.
Alt i alt tog Amagers to udlændinge sig af at score 54 point og tog 35 rebounds og det var for meget til at Hørsholm kunne være med. De forsvarende mestre viste ellers masser af fight og mod, men kunne ikke stille noget op denne eftermiddag.
Selv om Hørsholm startede godt, med scoringer fra Wilson, Blyme og Ryder, startede Amager bedre. Hjemmeholdet fik tre’ere fra Fogelstrøm og Klussmann, mens både Leaupepe og Driscoll scorede tæt på kurven. Det var et billede, der skulle gå igen i det meste af første halvleg.
Hørsholm forsøgte at tvinge bolden ud af Leaupepes hænder, ved at sende skiftende forsvarsspillere på hende, dels for at trætte hende, dels for at forvirre. Det så ud til at lykkes midt i anden periode, hvor der samtidig kom hul igennem i angrebet. Ryer satte en tre’er til 36-28, fulgt op af scoringer fra Bornemann og Wilson, der reducerede Amagers føring til 40-34. Alligevel gik Amager til pause foran med ti, 48-38, efter nogle sene scoringer fra Leaupepe og Driscoll.
Kampens reelle afgørelse faldt i sarten af tredje periode, hvor Amager scorede fire gange og kom foran 55-38 inden Hørsholm fandt vej tilbage til bunden af kurven på et Gritt Ryder layup. Selv om Hørsholm forsøgte hårdt at komme tilbage, var de for langt bagefter til at have en reel chance.
Med sejren er Amager foran 2-0 og Hørsholm skal have styr på reboundspillet, hvis de skal tage den lille chance, der er, for at komme tilbage i serien. Kamp tre spilles onsdag kl. 18:30 i Hørsholmhallen.