For første gang i de tre semifinaler mellem Hørsholm og Amager, fik de 400 tilskuere en spændende kamp. Det så længe ud til at Amager skulle løbe af sted med en storsejr, men en 19-5 sprint fra Hørsholm sidst i kampen gjorde det tæt, inden Amager slap af sted med en sejr på 88-79.
Amager skabte sig gennem de første tre perioder langsomt et forspring, der nåede 53-70 med 11 minutter igen af kampen. Så var det Hørsholms anfører Gritt Ryder forsøgte at tage holdet på ryggen og slæbe det til sejr. Først scorede en tre’er og to straffekast inden periodepausen og bagefter førte hun holdets forsvar an i et sandt arbejdsraseri.
Hørsholm tvang igen og igen Amager til at skyde svære skud eller smide bolden væk, og efter en enkelt tre’er fra Amagers Luapepe, scorede hjemmeholdet 13 point i træk og reducerede til 71-75. Marie Louise Blyme stod for ni af de point og hun tilføjede to mere lidt senere, da hun og Maria Forsman Pedersen med et par scoringer reducerede til 76-79 med under tre minutter igen.
Så var det lidt som om Hørsholms spil låste igen. Amager missede et skud, men Hørsholm sendte Amagers Julie Jungslund til straffelinjen med en fejl efter skudet. I det næste angreb fik Hørsholm to chancer uden at score og da Amager fik bolden, fejlede Hørsholm Leaupepe, som ramte det første af to straffekast – og så tog Valerie Driscoll angrebsrebounden og scorede straks til76-84.
Gritt Ryder scorede en tre’er til 79-84 med 1:30 igen, men mere blev det ikke til for Hørsholm og Amager sikrede sig sejren på 88-79 med fire straffekast i sidste minut.
Efter kampen var det en skuffet, men alligevel lidt stolt Hørsholmtræner, der gjorde status over serien:
-Vi kommer i dag med noget af det, jeg har savnet i de to første kampe. Vi kommer med noget desperation og vi kan i hvert fald være stolte af vores energiniveau og motivation i dag og det var det, der var vigtigt i forhold til vores chance her.
Amager har kvalificeret sig til finalerne for første gang siden 2009, hvor de også tog mesterskabspokalen med hjem. Hørsholms sæson er ikke helt slut, idet der stadig er en bronzekamp at spille, mod taberen af semifinaleserien mellem Aabyhøj og Stevnsgade, hvor Aabyhøj her til aften bragte sig foran 2-1 i kampe. Den kamp afvikles 27. april.