Med en koncentreret indsats vandt BMS Herlev onsdagens anden DM-finale over Hørsholm 79ers med 49-71 i Hørsholmhallen og tog dermed matchbolden, foran 2-0 i serien, der spilles bedst af fem kampe. Prisen for Dameligaens bedste spiller gik denne aften til Gritt Ryder, der dog ikke kunne forhindre et hjemmebanenederlag.
Kampen bølgede op og ned på den måde, at BMS Herlev kom meget foran, hvorefter Hørsholm hentede føringen, for så at komme meget bagud igen. Den cyklus gentog sig et par gange, med start i første periode, hvor gæsterne kom foran 5-13 på scoringer af Ziegler og Glud. Hørsholm hentede imidlertid føringen igen på syv point fra unge Alberte Frisch, en tre’er fra Blyme samt et layup fra Ryder til 17-18.
Derefter tørrede hjemmeholdets scoringer imidlertid ud og fra anden periodes start opbyggede BMS Herlev langsomt, men sikkert en føring, der lige inden halvleg ramte 21-40. Især Gudmand og Hesseldal var gode for gæsterne i denne periode, med 10 point hver.
Som det også skete i den første finale kom Hørsholm næsten tilbage en gang til. Anden halvleg startede med et par scoringer fra Anne Hee, samt en Alberte Frisch i hopla. Den 18-årige guard satte to tre’ere og fem straffekast, hvoraf det sidste reducerede til 41-46.
Hørsholm kunne imidlertid ikke holde presset oppe, især i angrebet, hvor skytterne igen begyndte at tøve. Da den tidligere Hørsholmspiller Luka Malinka Lachenmeier så fik sat otte hurtige point på tavlen i starten af fjerde periode og sendte BMS Herlev i front 45-56, fandt kampen reelt sin afgørelse.
Hørsholm havde ikke endnu et comeback i sig og langsomt byggede BMS Herlev igen føringen op til slutresultatet 49-71, der betyder tre matchbolde til grundspillets vinder. Samtidig skal næsten præstere det umulige for at tage DM-medaljerne: Vinde tre kampe i træk.
Næste kamp er onsdag 21. april 18:30 i UCC Hallen
Citater
Morten Thomsen, træner BMS Herlev og Hørsholms comeback:
-Første halvleg er det bedste basketball, vi har spillet hele året. Desværre kommer jeg til at sige det til dem i pausen og så bliver det en farlig føring. Jeg tænker, skal jeg sige det eller ikke sige det, men jeg gør det, fordi vi er nødt til at kunne håndtere de her situationer. Og vi ér bedre end dem, men når vi går i panik, er vi ikke bedre end nogen.
Jesper Krone, træner Hørsholm
-Vi har svært ved at score, i hvert fald i anden periode. Vi har nogle aftaler i angrebet, som vi kender, men vi tøver lidt. Det er klart, at når vi er oppe mod så godt et hold, så får vi ikke så mange frie skud, men når vi så får dem, skal de også lægges i.
Kampinfo:
Dameligaen Finale #2
Hørsholm 79ers – BMS Herlev Wolfpack 49-71 (17-18, 4-22, 20-8, 8-23)
Topscorere
Hørsholm: Alberte Frisch 18, Gritt Ryder 17, Anne Hee 9
BMS Herlev: Emilie Hesseldal 18
Optakt:
Første halvleg:
Anden Halvleg:
Nedtakt: